7. april 2010.
Jeg har fået en idé, og den må selvfølgelig afprøves. Derfor blev der fundet brædder, søm og skruer frem, og efter en times tid i godt selskab med diverse værktøj, stod kassen klar:
Rullen med afdækningsplastic var hurtigt fundet, og et passende stykke blev klippet af og hæftet på:
Nogen kunne måske nu få den tanke, at Andersen pludselig er ved at begive sig ud i et projekt med blomster - men bare rolig, det er slet ikke sådan noget det her drejer sig om. Nej, næste step var at jeg hentede en meget støvet og beskidt persienne og lagde den ned i kassen:
Til sidst hældte jeg varmt vand og en god portion sæbe i, og "motionerede" lige persiennen lidt så jeg var sikker på at vand og sæbe fordelte sig godt ind i alle kroge:
Nu
lader jeg det hele stå og passe sig selv til i morgen. Så håber jeg at
jeg rimeligt nemt kan "ordne" persiennen, så den er fin til
genophængning. Og hvis jeg har succes med forsøget, så ligger der to
persienner mere klar, som kan få samme tur.
8. april 2010.
Jeg var meget spændt på hvordan min persienne havde det, efter at have ligget i blød i ca. 24 timer. Og heldigvis viste det sig, at den var blevet næsten helt ren:
Da jeg tog den op af "baddet" hængte jeg den op i et par kroge, og skyllede den af med haveslangen. Og efter at have hængt der og dryppet af i en times tid, var den klar til at komme ind på sin plads i vinduet igen. Og den er næsten helt fin igen :o)
Jeg er så tilfreds med mit lille forsøg, at den næste persienne allerede er lagt i blød i en gang sæbevand i kassen. Det er den nemmeste og mest effektive måde, jeg nogen sinde har ordnet persienner på!
20. april 2010.
Persiennerne
blev rene, og jeg var SÅ glad. Men ak! De to brede persienner i stuen
var "trådløse" og de virkede på den måde, at man blot trak dem ned og
skuppede dem op, uden brug af snoretræk. Og når jeg nu skriver at de
virkede sådan, så er det fordi den mekanisme åbenbart ikke kunne tåle
vandbaddet.
Så hvis du har persienner af den type, og hvis du
overvejer at benytte min metode til afvaskning af dem, så skal du undgå
at lægge den øverste del ned i vandet - det kan de ikke tåle!
Persiennen
med det "almindelige" snoretræk som jeg gav samme tur i vandbaddet
virker fint, så til den type kan jeg varmt anbefale metoden.
I
går prøvede jeg at skille den ene persienne ad, for at se om jeg kunne
fikse den. Men den gik altså ikke, og beslutningen blev taget: de rene
og nyvaskede persienner blev aflivet.
I dag var jeg så rundt i
alverdens butikker i Næstved for at se på nye persienner, men ingen
steder havde de dem i de rigtige bredder. Så resultatet er blevet, at
jeg for lidt siden har bestilt nogen over nettet. Dér kunne jeg da
finde dem. Og lykkes det, bliver de leveret lige til døren for bare 137
kr. i fragt.
26. april 2010.
Tirsdag aften i sidste uge bestilte jeg vores nye persienner over nettet hos J. Beckmann's og allerede onsdag morgen fik jeg en mailbesked om, at min ordre var afsendt. Og da jeg kom hjem fra arbejde torsdag eftermiddag, stod persiennerne og ventede på mig ved vores postkasse.
Torsdag aften hængte jeg den første persienne op, i går kom to mere på plads og i dag strøg de to sidste op. Så nu er persiennehistorien slut for denne gang :o)
Tilbage til galleriet: klik her
..