Hyldtofte Østersøbad

9. maj 2010.

Det er ikke første gang vi har ferieret i her, faktisk har vi været her hele to gange før, og nu gør vi det altså igen. Vi holder så meget af området, at målet for denne lille forårsferie igen blev Hyldtofte Østersøbad.

Google Earth

Adressen for denne feries sommerhus er Blåmejsevej 6, 4970 Rødby. Hvis du vil se flere detaljer om huset, så klik her: DanCenter.


10. maj 2010.

Vi ankom sidst på eftermiddagen i går, og på det tidspunkt var DanCenters lokale kontor med nøgleudlevering lukket. Men heldigvis lå vores sommerhusnøgle klar til os i kassen for sent ankomne gæster. Så dagen i dag startede med, at Anette kørte tilbage til kontoret og fik klaret formaliteterne med bl.a. betaling af depositum.
Da hun kom tilbage var det tid til en rask travetur på diget, og vi kunne med det samme konstatere, at alt er som det plejer at være. Her er ikke ret meget andet end højt til himlen, og så en masse plads til at få tømt hovedet for tanker.

Højt til himlen
Her ikke ret meget andet, end højt til himlen...

Flyvende skarv
...og så måske en skarv, eller tre.

Efter turen på diget var det tid til at vende lidt tilbage til civilsationen for en tid, så vi kørte til Rødby og provianterede. Og tænk sig, ferien falder sammen med årstiden for Rød Tuborg :o)

Rød Tuborg
Og ferien skal da nydes!


11. maj 2010.

Efter morgenmaden og lidt formiddagslæsning blev hundene pakket i bilen sammen med et par pinde, og kursen blev sat mod stranden.
Lazer har kun en enkelt gang før været i vandet, og dengang var der ikke dybt nok til at han rigtigt skulle svømme. Men her skulle han blot nogle få meter ud før han ikke kunne bunde, og det overraskede skal jeg lige hilse at sige. Han lignede nærmest en der var ved at drukne da han skulle hente den første pind, så den måtte opgives. Heldigvis havde vi et par ekstra pinde med, og efter nogle ture havde han lært elementet at kende og svømmede helt fint. Og han blev så sikker i disciplinen at han, da vi syntes at de havde fået nok svømmeture, pludselig vendte om og løb tilbage til vandkanten. Og på trods af at vi kaldte på ham, svømmede han ud og hentede den pind som han i første ombang ikke fik "reddet" i land.

Lazer har reddet pinden
Stolte Lazer, efter at have reddet pinden.


Våde Lazer...


...og våde Kelly...


...løber i græsarealet imellem diget og vandet. Se selv, Kelly løber...


...meeen, han kan da også lige ta' et hvil efter vandgangen.

Hyldtofte Østersøbad ligger ganske tæt på Rødbyhavn og et helt sikkert syn, når man går en tur på diget, er selvfølgelig færgerne som konstant pisker frem og tilbage, til og fra Putgarden.
De andre gange vi har været her, har jeg taget et hav af billeder af disse færger. Så faktisk var det min hensigt, at jeg slet ikke vil tage nogen af dem denne gang. Men...


...sørme om ikke der har sneget sig en færge ind på dette skarv-billede.

En anden ting som er umulig at undgå på disse kanter er vindmøller. Her er vindmøller både til lands og til vands, dette er vindmølleparkernes paradis.
Noget af det læsestof jeg har med på ferien er Illustreret Videnskab, og en af artiklerne handler aktuelt nok om vindmøller. I artiklen står der bl.a. at hele 20% af Danmarks el-forbrug i dag produceres af vindmøller og at en vindmølle på havet kan producere 50% mere end en tilsvarende mølle på land. Jeg er imponeret.


Udsigt mod øst. I horisonten ses vindmølleparken ved Hyllekrog som er under opførelse.

Ved Hyldtofte Østersøbad går der et dige ca. 1 km ind i landet, den virker næsten som en grænse i landskabet. Området imellm Rødbyhavn og diget er præget af vindmølleparken på Syltholm, RGS90 jordrensningsanlæg, en ruin fra et kæmpe fiskeopdrætsanlæg tilbage fra 80'erne som gik konkurs inden det blev taget i brug og så Færgehavnen. Lige øst for diget ligger sommerhusområdet og derefter engarealer så langt øjet rækker.


Diget "ind i land" ved Hyldtofte Østersøbad.
Til venstre ligger vinmølleparken og til højre sommerhusene.



12. maj 2010.

Vi har snakket med sommerhusejeren, og han er rigtig glad for at vi fodrer alle hans dyr. Det er nu en nem opgave, for han har sørget for at der står korn til dem i en lille tønde. Og de er helt sikkert vandt til at komme og spise her. Anette så et dyr lige uden for hegnet tidligt i morges, og netop som vi var på vej ud af døren kom egernet et smut forbi.


Efter at have spist lidt korn på jorden...


...smuttede det en tur op i automaten.
Vi har prøvet at lægge låget på automaten, men det bliver hele tiden vippet af. Nu ved vi hvem skurken er :o)

Det regnede hele morgenen og det meste af formiddagen, men ved middagstid blev det tørvejr og tid til en travetur på diget med hundene.
Vi har trampet frem og tilbage på diget så mange gange, og alligevel ser vi stadig nye ting. I dag opdagede jeg f.eks. dette fikspunkt ved 45,6 km stenen:

Det er faktisk lidt mærkeligt at jeg aldrig tidligere har lagt mærke til dette højdepunkt, for jeg ved med sikkerhed at både Kelly og Falko har tisset på 45,6 km stenen mange gange. De har tisset på alle km-stenene, og nu gør Lazer det også. Og selv om der kun er 200 meter imellem hver sten, så lykkes det hver gang for både Lazer og Kelly at få klemt et par dråber ud.


Lazer indsnuser indtryk under en pause ved pumpestationen.

Bag diget ligger landet flere meter under havets overflade, så der er behov for pumpestationer til at pumpe vandet fra afvandingsgrøfter og -kanaler op, og ud i Østersøen.


Denne pumpestation har ofte været ende- og vendepunktet på vores traveture på.

I dag vendte vi også om ved pumpestationen, og turen gik tilbage mod sommerhuset. Og lige inden vi nåede hjem til sommerhuset, mødte vi disse to:


...og de kiggede lige så nysgerrigt på os, som vi kiggede på dem.



 

13. maj 2010.

Dagen i dag var dagen: helligdagen, kristi himmelfartsdag. I radioen advarede de om kø på motorvejen ved Rødbyhavn. Og jeg skal da lige love for at der var kø!
Vi manglede lidt proviant, så midt på eftermiddagen kørte vi et smut til Rødbyhavn og da vi kørte over motorvejsbroen, kunne vi se køen så langt nordpå vores øjne rakte. Det viste sig at hverken Dagli'Brugsen eller bageren havde åben, så vi kørte videre til Rødby og dér kunne vi se at motorvejskøen nåede helt dertil. Tænk hvor må det have været bittert at sidde fast i den kø og ikke kunne komme frem til den færge, som nogen helt sikkert har haft pladsbillet til.
I Rødby havde både Super Spar og Aldi åben og vi fik købt hvad vi manglede, så vi led bestemt ingen nød. Godt at vi ikke skulle med en færge til Putgarden.

Tidligere på dagen var vi en tur på diget og ved stranden, og i dag gik traveturen imod øst. Vi møder stort set ingen når vi er ude og gå, så hundene får lov til at løbe meget fri. Men de skal komme med det samme vi kalder, og det er de heldigvis ret skrappe til. Mange steder er der lavet kystsikring med store sten...

...og sådanne steder skal vores hunde i hvert fald ikke "drøne" ud i vandet. Og det er selvfølgelig strængt forbudt at grave i diget, men Kelly har jo en mani med graveri så snart han ser sit snit til det...


...så det er rart at vide, at blot et lille fløjt eller kald får dem til at komme:


Jeg kaldte på hundene og de fik ros for at komme (foto: Anette Johansen)...


...og i dette tilfælde fik de straks fri igen (foto: Anette Johansen)...


...og de kunne løbe videre til nye eventyr (foto: Anette Johansen)...


...og Lazer's eventyr ligger i at...


...prøve på at fange bølger i strandkanten :o)

Under vejs på turen fik Anette et telefonopkald, og på diget er der super dækning. Det er der bestemt ikke i sommerhuset, men det ligger altså også inde midt i en skov af høje fyrtræser. Men af en eller anden grund endte det alligevel med, at hun i løbet af samtalen til sidst stod på toppen af en stor sten. Det er sjovt hvad man ubevidst gør, mens man snakker i telefon.


Anette har kontakt med omverdenen.


14. maj 2010.

Det Lollandske landskab byder ikke på de store højdeforskelle, og jeg er lige ved at tro at jeg ville kunne komme til at holde af at cykle, hvis jeg boede der. Det eneste minus ville være, at jeg nok hurtigt ville komme til at savne en lille frihjulstur ned ad en bakke :o)


Agerlandet lige øst for sommerhusområdet er fladt som resten af Lolland, og udsigten bliver kun brudt af læhegn i det fjerne. Og jorden er meget sandet - hvad mon de vil dyrke her?


Øst for sommerhusområdet, imellem agerlandet og diget, er der eng så langt øjet rækker. Området bliver afgræsset af køer, og det er helt sikkert et yndet ynglested for en masse fugle.


Igen i dag gik vi mod øst, og Lazer nød friheden til en badetur...


...en spurt på stranden...


...og jagten på et par småbølger i vandkanten.


Kelly fandt en super-pind...


...som han selvfølgelig måtte kæmpe lidt med...


...og til sidst tage med sig på en del af resten af turen.


Vi gik det meste af udturen nede på selve stranden i dag, og først da vi var klar til at vende snuderne hjemad igen, søgte vi op på diget...


...og mange, mange steder smykkede violerne i sandet vores tur.


Da vi kom op på diget kunne vi se nogle af køerne som afgræsser engområdet i det fjerne...


...og lidt længere fremme mødte vi denne ko med hendes helt nye kalv...


...som hun dog skyndsomt luntede af med.

Vejrudsigten for i morgen lyder på dagsregn, og endda regn i store mængder. Men med alle oplevelserne bare fra i dag, tåler jeg godt hvis den sidste dag i sommerhuset bliver en afslappet indedag.


15. maj 2010.

DMI's vejrudsigt holdt stik, den har stået på regnvejr hele dagen. Men vi har hygget indendørs, og dagen er forsvundet hurtigere end vi næsten har lagt mærke til. Hundene har ligget og snorket på deres SchnuffelWuffel-tæpper hele dagen, Anette har læst bog og jeg har lavet hjemmeside. Men jeg siger det bare: dette sommerhus er SUPER, også til afslapning :o)


16. maj 2010.

Ferien er slut, vi har pakket bilerne og er klar til hjemrejsen. Ahhhh hvor har vi nydt ferien. En af de ting som vi har været rigtigt glad for er, at grunden er indhegnet. Det gør altså livet ligt lettere som hundeejer :o)

Der skal bestemt ikke herske tvivl om, at vi godt kan finde på at leje dette sommerhus igen.


 

Tilbage til galleriet: klik her

 

..


***



*** Document made with KompoZer ***