23. januar 2011.
Mus 14 er ikke mere! Den blev lokket til at gå i døden af det lille stykke spegepølse, som efterhånden har ligget i fælden i et par måneder.
Mus 14.
5. januar 2011.
Jeg
startede "Musejagten 2010" den 27. oktober 2010 med en optælling af
hvor mange mus vi fanger. Og en enkelt rotte har også sneget sig ind i
registreringen.
Nu har vi jo rundet et årsskifte og det ser desværre
ikke ud til at pelsdyrsjagten af den grund er overstået. I hvert fald
sad der en omkommet mus i en af fælderne her til morgen. Jeg har valgt
at fortsætte tælleriet og udvide opgørelsen til i hvert fald at dække
resten af denne vinter.
Og uden at pålægge det for mange følelser så
vil jeg da lige bemærke, at mus 13 blev så bange over den sidste
oplevelse i sit liv, at den kom til at tisse lidt i "bukserne".
Mus 13.
15. december 2010.
I mere end to uger har der været fred i fælderne. Jeg er overbevist om, at musene har nydt tilværelsen under snedækket, men nu hvor vi er kommet ind i en periode med barfrost (jeg elsker det udtryk) begynder de at søge ind igen. Så i dag mistede mus nr. 12 sit liv i en af fælderne.
Mus 12, 2010.
29. november 2010.
Endnu en lille mus afgik ved døden i en af den nye fælder i nat, så jeg må konkludere at den investering har været i orden. Maddingen i fælderne er et lille stykke spegepølse, og da musene ikke når at spise det inden de dør, så er det bestemt ikke noget slagteren bliver fed af. De samme to spegepølsestykker har nu været brugt i mere end 14 dage - og har trukket hele seks mus i døden.
Mus 11, 2010.
For sytten dage siden stillede jeg en rottefælde op ude ved kompostbunken. Og i dag viste det sig at min mistanke om rottebesøg dér var begrundet. Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, sad der nemlig sådan en karl i fælden.
Rotte 1, 2010 - umiddelbart før aflivningen.
28. november 2010.
Den mus der sad i fælden i morges var en ganske lille fyr, præcis som de forrige tre har været. De første seks fangster var i en imponerende kornfed stand, men de sidste har altså været til at overse. Men en mus er en mus uanset størrelse, og de skal ikke være i vores staldbygning!
Mus 10, 2010.
26. november 2010.
Igen i morges lå der en lille død mus i en af de nye fælder. Så nu er vi oppe på ni i år.
Mus 9, 2010.
25. november 2010.
Der har været "liv" i fælderne i nat - i hvert fald i ganske kort tid. I morges lå liget af mus 8 i en af de nye fælder.
Mus 8, 2010.
17. november 2010.
Så var der fangst igen, og igen i dag var det i en af de nye fælder :o)
Mus 7, 2010.
16. november 2010.
Jeg var ikke stolt af den måde mus 4 blev aflivet på, så derfor har jeg prøvet at undersøge markedet for typer af musefælder. Jeg har været rundt i diverse byggemarkeder og har kigget på alverdens modeller, men jeg er ikke blevet imponeret over udbudet. Mit krav til en god fælde er, at musen dør straks og uden at lide!
Mus 6, 2010.
Men
efter at have stukke mine egne fingre i jeg ved ikke hvor mange
forskellige fælder (for at mærke hvor hårdt de "klapper"), besluttede
jeg mig for at afprøve den lille plasticsag som mus 6 indviede i nat.
Fælden er ganske lille og vejer ingenting. Derfor har jeg "tøjret" den
på et bræt så offeret ikke kan slæbe rundt med fælden - hvis den nu
ikke er kraftig nok til øjeblikkelig aflivning.
Mus 6 og fælde lå på ryggen da jeg fandt dem i morges, og jeg ved ikke om mus 6 led under aflivningen. Jeg håber det ikke.
13. november 2010.
Der er gået en hel uge uden musefangst, men i dag var der endelig igen gået en i fælden.
Mus 5, 2010.
12. november 2010.
Måske skal "musejagten 2010" omdøbes til "gnaverjagten 2010". I hvert fald har jeg i dag opdaget et hul i jorden som bestemt er for stort til at være et musehul. Hullet fører ind under vores gamle kompostbunke, og jeg kan ikke se andre huller end dette. Mit håb er at det er en mosegris som er på spil, men min frygt er selvfølgelig at det er rotter :o(
Hvem mon er mester for dette hul...
...fælden er sat op i håb om at vi finder ud af det.
Jeg har "ladt" rottefælden med et par kammerjunkere, og så håber jeg at der er et eller andet pelsdyr som bliver fristet.
6. november 2010.
Dagens fangst sad i klapfælden og skal jeg være ærlig, så er jeg ikke stolt af den måde musen er blevet knemt på. Jeg tror nu ikke den har lidt ret længe, men jeg overvejer om ikke den fælde skal tages ud af årets musejagt :o(
Mus 4, 2010
5. november 2010.
Allerede i morges var der endnu et offer i musejagten. Så nu er vi oppe på at have fanget tre mus i år.
Mus 3, 2010
4. november 2010.
Mus 2, 2010
Otte dage gik der fra den første mus gik i fælden, og til den anden ofrede sit liv for en bid brød. Det bliver spændende at se hvor mange mus vi når at fange hen over vinteren.
27. oktober 2010.
Mus 1, 2010
Vi har faktisk aldrig mus inde i huset, men i stalsbygningen er det ikke unormalt at de huserer. Og de sidste par dage har min næse givet mig en mistanke om, at en "sortering" i bestanden måske er passende. Jeg har ikke set tegn på mus og heller ikke efterladenskaber eller tegn på deres gnaveri, men jeg har fornemmet en anderledes lugt.
I dag fandt jeg så et par fælder frem og monterede en lille bid krydderbolle i hver af dem. Og sørme om ikke der var gevindst i den ene, efter blot tre timer :o)
Tilbage til galleriet: klik her
..