Foråret var her i dag

18. marts 2010.

I dag var dagen hvor jeg for første gang i år mærkede forårets komme. Temperaturen er bestemt oppe i et neveau hvor de sidste snerester lider, men tør man tro på at vinteren er overstået?Jeg er ikke overbevist endnu, men jeg kan ikke lade være med at glæde mig over årstidernes forandringer.
Og hvis jeg ikke fortalte det, så var der nok ikke mange der ville gætte på at dette er dagens lærke, og den er i fuld gang med sin forårs- og territoriumsang:

Svale 2010

Den er så lille-bitte, lærke. Men dens sang på himmelen, den kan vi nu nyde de næste mange måneder. Og den er et helt sikkert bevis på, at vi er gået fra vinter til forår.

Viben er også kommet, jeg så den for et par dage siden ved smeltevandssøen på "vores" østmark. I dag var der ingen viber, men mågerne er vendt tilbage efter flere måneders fravær:

Måger på østmarken

For et par dage siden hørte jeg i radioen, at hættemågerne ikke har det så godt i Danmark længere. Forklaringen var (kort referereret) at agerbruget her i landet primært efterhånden går på vintersæd.
Jeg har egoistisk set altid været rigtigt glad for vintersåning, for så er der en chance for at  jeg kan nyde grønne marker vinteren over. Jeg har aldrig tænkt over at det kan gøre det svært for f.eks. en hættemåges overlevelse. Men selvfølgelig er det da rigtigt - jeg har bare aldrig tænkt over vintermarkerne, ud fra den synsvinkel.
Efter at jeg blev opmærksom på denne problematik, havde jeg selvfølgelig stor glæde ved at se flere hættemåger på "vores" østmark i dag.

Og hele denne stemning omkring forår har selvfølgelig også noget at gøre med vores fugle. Det varer ikke ret længe før de bedste redepladser er besat, og hvem mon vælger hvilke pladser?


Rigtigt smart

15. marts 2010.

Efter at have luftet hundene, fodret fuglene og tændt op i brændeovnen, var tiden kommet til at tjekke postkassen. Straks jeg lukkede den op blev jeg helt glad, for indholdet var i dag hverken reklamer eller rudekuverter - der lå en kuvert, sådan en brun tyk ting med rigtige frimærker, og hvor adressen var skrevet med ægte håndskrift.
Selvfølgelig blev jeg straks nysgerrig efter at vide hvad der var i kuverten. Jeg kunne mærke at det var blødt, og da jeg kiggede på skriften, genkendte jeg den straks som min søsters. Og så var det at jeg kom i tanker om at hun til min fødselsdag sagde, at hun ville sende mig en gave, så snart hun havde fri på et tidspunkt hvor posthuset havde åbent. Og se lige hvad kuverten indeholdt:

Hjemmestrikkede strømper

Hanne har strikket hele to par sokker til mig, og de er bestemt ikke kedelige. De er helt bløde og dejlige, og det smarte garn de er strikket af danner nogle sjove mønstrede forløb, som på ingen måde har kunnet planlægges.
De er bare så fine, mine nye sokker. Og jeg ved allerede at jeg vil nyde dem, og jeg vil hygge mig med at beslutte hvilken sok der skal på henholdsvis højre og venstre fod, hver gang jeg skal have dem på. Det er rigtigt smart at ha' en søster som min :o) 


Jeg er klar til forår

12. marts 2010.

Det har hulet gevaldigt på snemasserne, men der ligger stadig besværlige bunker tilbage. Og nogle af dem ligger faktisk ret besværligt. F.eks. ligger der stadig en drive i opkørslen til vores holdeplads og generer, og køn er den bestemt ikke mere.

Sne i indkørslen

Men selvfølgelig bliver det forår igen i år, og det er helt sikkert allerede på vej. Vores vintergækker er godt på vej:

De første vintergækker 2010

...og da jeg her i eftermiddags indviede weekenden med en travetur grunden rundt sammen med hundene, måtte jeg pludselig standse op og lytte. Jooo, den var god nok - jeg havde hørt rigtigt! Lærken sang så det var en lyst.
Sikke en herlig måde at begynde denne weekend på - og jeg er helt klar til foråret :o)


Og hvor blev den så af ?

18. februar 2010.

Somme tider er det noget underligt noget man får med hjem, når man er ude og lege med kameraet. Som her hvor jeg for lidt siden var ude for at prøve at "fange" dagens skumringslys i bagkanten af endnu en snestorm. Men hvor blev bilen af?

Hvor er bilen

Faktisk havde jeg nok slettet billedet, hvis altså ikke det lige havde været fordi!... I dag er det netop et år siden jeg fik pustet liv i min hjemmeside igen, så billedet fik lov til at overlevede. Og samtidig tænker jeg: hvor blev det år dog af?

Planen er at jeg fortsætter med hjemmesiden, og jeg håber at I vil følge med i fremtiden :o)


Det var ikke så godt

14. februar 2010.

Endelig søndag og endelig en morgen uden vækkeur. Der findes næsten ikke noget bedre end at kunne vågne af sig selv, og på det tidspunkt hvor kroppen ikke gider sove mere. Den mulighed var der i morges, men desværre gik det ikke helt sådan. Søvnen blev nemlig forstyrret af en ukendt lyd som ikke kunne bestemmes med lukkede øjne, og til sidst måtte den undersøges.

H2O

Skurken viste sig at være min højre H2O-sko som åbentbart ikke havde opført sig ordentligt. I hvert fald var den i gang med at blive straffet godt og grundigt inde i Lazers mund.
Resultatet er at den ikke er særlig god at gå med mere, så jeg må vist ud og købe en ny. Men jeg bliver jo nok nødt til at købe et helt par, jeg tror ikke at de sælges enkeltvis. Det ville ellers være smart, for venstreskoen fejler ikke noget.


Joby Ballhead

10. februar 2010.

Jo da, min fotodims var ankommet til posthuset i Dagli'Brugsen, og lå og ventede på at jeg hentede den. Og her er den så...

Joby ballhead

...et kuglehoved som sættes på et stativ og som gør, at kameraet lynhurtigt og nemt kan spændes fast i en hvilken som helst vinkel. Her er den sat på min Joby Gorillapod - en smart stativting som ikke fylder og vejer ret meget, og som kan fastgøres på næsten hvad som helst.


Nethandel

9. februar 2010.

Det er ikke meget jeg har købt på nettet, men lidt er det da efterhånden blevet til. Og jeg må sige at jeg indtil nu er blevet positivt overrasket hver gang. Jeg har altid fået nøjagtig hvad jeg har bestilt, og det er altid kommet lyn hurtigt.

Postkasse

Og sådan tror jeg også at det går denne gang, i hvert fald lå der en seddel fra posten i postkassen i dag, en seddel som fortæller at der ligger en pakke klar til mig nede i Dagli'Brugsens posthus. Og det passer fint med at jeg bestilte en dims til mit fotoudstyr i søndags.
Det er da nemt og bekvæmt, altså hvis man ved hvad man vil ha'. Og det vidste jeg helt nøjagtigt i fredags, men desværre fandt jeg ikke min dims i nogen af alle de forretninger jeg besøgte. Så det er da godt at der er noget der hedder nethandel.


Dejligt at være hjemme

2. februar 2010.

Ha, ha, jeg snød i dag - altså hvis man kan kalde det at snyde, når man kører tidligt hjem fra arbejde. Jeg havde fået klaret de mest presserende ting lidt over middag, så da chefen ikke havde nogen indvendinger imod det, pakkede jeg sammen og fedtede hjemad, inden snestormet tog rigtigt fat. Det er dejligt at være hjemme og indendørs, når vintervejret raser.

Sne på lampen


Morgenhumør

31. januar 2010.

Jeg var da lige ved at få morgenkaffen galt i halsen, da de klokken knapt halv ni spillede dette i radioen på P4:

Lumberjack

Jeg har ikke hørt det i mange, mange år - men tro mig, jeg tænker på det hver gang jeg "kører" med motorsav. Og så tænker jeg på dengang jeg arbejdede i Skælskør, når vi på tegnestuen på øverste etage i det gamle pakhus ved havnen, skrude helt op for radioen og rockede med til dette herlige rock-nummer. Det gav humør dengang, og det gjorde det igen her til morgen :o)


Vi druknede ikke i sne

30. januar 2010.

Dynger af sne, kraftig blæst og fygning var hvad vejrudsigten havde forberedt os på, men det ramte ikke os her i Bøgesø. Vi har da fået en portion, men ikke mere end at den blot pyntet på landskabet. Driverne er blevet lidt større og der er kommet flere af dem, men det er slet ikke noget vi kan prale med - heldigvis.

Havestol med sne

Jeg gik en dejlig lang tur med Kelly og vi så faktisk Mikkel-ræv i dag. Sidst på formiddagen brød solen igennem, og jeg kom hjem stod min havestol på skrænten og lokkede. Den hoppede jeg nu ikke på, i stedet tog jeg en skovl og fik flyttet lidt sne der hvor den generede mest.

Huset i sne

Efter disse fysiske udfoldelser blev fuglene fodret og der blev båret brænde ind. Så var jeg ærligt talt ved at være mør, og nu var det huset der lokkede. Og den hoppede jeg på :o)


Hvis man kunne flyve

28. januar 2010.

For et par måneder siden stødte jeg på et godt tilbud på denne bog, et tilbud der var så godt at jeg købte den. Den er lige noget for mig: en bog fyldt med prægtige billeder af Danmark set fra oven og en smule tekst som jeg kan læse, hvis jeg har lyst.

Himmelskud

Hele denne uge har medierne været fyldt med Danmarks Indsamling 2010 hvor der samles ind til ofrene på Haiti efter jordskælvet og til Afrikas kvinder.
Det skorter ikke på idérige metoder der skal få os til at sende bidrag, og jeg har hørt at man i morgen kan vinde en helikoptertur (doneret af A.P. Møller - Mærsk A/S) til en boreplatform i Nordsøen, hvis man sender nogle SMS'er.
Det ville jo lige være en tur for mig - både helikopterturen og at se en boreplatform! Jeg tror sørme at jeg sender et bidrag i morgen :o)


Lidt upraktisk

26. januar 2010.

Snedriver langs hegnet 1

Det ser flot ud, helt sikkert. Men det er bestemt ikke smart at have sådan en drive liggende op langs hegnet.

Snedrive langs hegnet 2

Efterhånden har den ligget der så længe at den er blevet helt hård, og hundene synker ikke længere i når de går op på den.

Snedrive langs hegnet 3

Og nede i hjørnet er den lige så høj som hegnet, så hundene kan spadsere lige ud på marken. De har ikke opdaget det endnu - de har i hvert fald ikke benyttet sig af muligheden... Og vejrudsigten varsler mere sne, hmmm.


Fødselsdagsmorgen

24. januar 2010.

Fødselsdagsmorgen

Klokken kvart over otte syntes hundene at vi havde sovet længe nok og de forlangte at komme ud. Og sikke et held, for det gjorde at jeg så denne flotte solopgang. Anette var ikke vågnet endnu så jeg skyndte mig at tage et billede - så kan hun altid set at solen trods alt skinnede lidt her på hendes fødselsdag, tillykke :o)


Kong Vinter

21. januar 2010.

Jeg skal da lige love for at det er blevet vinter i Danmark, Kong Vinter har bidt sig godt og grundigt fast. Min lille vejrstation fortæller at det er  koldt, og når det blæser som det gør i dag føles det ekstra slemt. Men heldigvis er der kun tre måneder til bøgen springer ud.

Vejrstation

Jeg har lige fodret fuglene så de har mulighed for at få lidt at stå imod med. Og jeg skal love for at de ta'r for sig af retterne. På mindre end tre uger har de spist 20 kg vildfuglefrø og jeg ved ikke hvor mange fedtkugler. Og der er ofte trængsel på foderbrættet.

foderbrættet

Solsortene får ind imellem et par æbler som de hurtigt får gjort kål på og de kan da også finde på at finde lidt nedfaldsgodter under foderbrættet. Og så kan jeg se at de "roder" efter føde hvor de kan komme ned til bladene.

Spor efter solsort

Hundenes vand er frosset, så det har de ikke megen glæde af. Somme tider vender vi gryden på hovedet og banker isklodsen ud, så maser de rundt med den til den er slidt helt op.

is i vandgryden

Men af en eller anden mærkelig grund ser kulden ikke ud til at genere hundene. De kan være ude i timevis - og de kan ikke forstå at vi mennesker har så travlt med at komme ind.

Kelly i sneen
Kelly skal lige slikke lidt sne af snuden

Lazer i snedrive
Lazer har lagt sig i en snedriv.


Godt begyndt på 2010

16. januar 2010

Godt nytår
Godt nytår

Der har været helt stille her på jyan i et godt stykke tid, ja faktisk i hele tre uger, men det må jeg jo se at få rådet bod på. Så jeg starter med at ønske alle et forsinket: GODT NYTÅR :o)

 

 

 

Tilbage til galleriet: klik her

..


***

*** Document made with KompoZer ***